fbpx RaceGroup opjusterer TCR-ambitionerne med endnu en bil i kongeklassen

Nyheder

RaceGroup opjusterer TCR-ambitionerne med endnu en bil i kongeklassen
15
Marts
2024

RaceGroup opjusterer TCR-ambitionerne med endnu en bil i kongeklassen

En uge efter offentliggørelsen af holdnavn og kørere kan det nye motorsportshold RaceGroup i  dag offentliggøre både en tredje bil og et nyt stortalent bag rattet i årets TCR Denmark. 

Der skulle ikke gå mange dage, før RaceGroup-ejerne Christian Jensen og Ulrik Larsen gav deres  motorsportssatsning endnu et ambitiøst nøk opad. Det kun syttenårige stortalent Malte Ebdrup er i  dag blevet offentliggjort som holdets tredje deltager i TCR Denmark, hvor han for første gang skal stifte  bekendtskab med landets ypperste kørere og klasse. 

Malte debuterede sidste sæson i Super 2L klassen, hvor han sluttede året af på en imponerende  andenplads - kun ét point efter vinderen. En præstation helt ud over det sædvanlige for en debutant. 

RaceGroup vil dyrke talenterne 

Den klare målsætning for sæsonen er ikke kun sportslig ambitiøs. Den handler også om at få aktiveret  den talentmasse der går og lurer i periferien af dansk motorsport. Det kommer da også tydeligt til  udtryk i gennemsnitsalderen hos RaceGroup teamets unge kørere Gustav Birch, Magnus Jensen,  Simon Seiersen og Malte Ebdrup. Hvis man ser bort fra den syvdobbelte danmarksmester Kasper H.  Jensen, så er holdets gennemsnitsalder på kun 18 år. 

Stolte og tilfredse ejere 

Folkene omkring RaceGroup har den seneste uge ligget vandret for at realisere drømmen om at få  Malte med i TCR Denmark feltet denne sæson. 

- Det har været et hektisk og kæmpestort arbejde. Vi er enormt glade og stolte over det lykkes, og ser  frem til at udfolde Maltes åbenlyse talent i TCR-klassen. Det vil helt sikkert blive lidt af en omstilling for  ham at gå fra Super 2L og direkte til TCR, men med rutineret vejledning fra personer som Kasper H.  Jensen er vi sikre på, at han nok skal lykkes, udtaler holdejer Christian Jensen. 

I kommende sæson kommer Gustav Birch og Kasper H. Jensen i år stiller til start i fabriksnye Honda  Civic Type-R TCR-biler, kommer Malte Ebdrup til at træde pedalen i bund i Gustav Birchs Honda Civic  FK7 fra sidste sæson. Første officielle test for RaceGroup bliver d. 16. april på FDM Jyllandsringen.

TCR Denmark afvikles på de danske racerbaner, ligesom der køres på den fantastiske Rudskogen bane i Norge. Sæsonen skydes i gang med Åbningsløbet på Padborg Park den 28. april. Husk, at TCR Denmark sendes live, enten på TCR Denmark’s YouTube kanal eller DR.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614