Tilskuerne er tilbage på lægterne til TCR Denmark, og næste weekend er det også tid til comeback for en anden tilskuertradition på de danske baner - gridshowet.
Tidsplanen for SUVO Finalen på Jyllandsringen er nemlig kommet ud, og her er gridshowet tilbage for første gang siden finaleløbet i 2019.
Siden kom coronapandemien som bekendt i vejen, men søndag den 3. oktober fra klokken 14.05 kan du igen feltet på nærmeste hånd - og for første gang er det med bilerne fra TCR Denmark linet op på publikumslangsiden. Som altid kan du naturligvis også få en autograf og en selfie med din favoritkører.
Lørdagen byder på to gange træninger, inden der er kvalifikation fra 14.30 til 15.00, mens søndagsprogrammet er sprængfyldt med alt det bedste fra TCR. Samtlige tre heats køres på dagen - vi åbner ballet med 1. heat 12.00 og fortsætter med de sidste to henholdsvis 14.30 og 15.20.