LM Racing havde præsenteret et lineup på tre biler til den kommende sæson af TCR Denmark - anført af Jan Magnussen. Men sådan bliver det ikke i 2022, for Jan Magnussen og Lars Mogensen har i fuld enighed valgt at afbryde samarbejdet.
Teamet fortsætter i stedet med to biler og en satsning i TCR Denmarks Trofeo-klasse, hvor teamet er til start med Kenn Bach og Lars Højris.
- Jeg er ked af omstændighederne, men er tilfreds med beslutningen. LM Racing er et utroligt hårdtarbejdende team med dygtige og passionerede folk, og vi har fra begyndelsen samarbejdet som ét team, hvor alle har deltaget i forberedelserne, både de praktiske og de økonomiske, og ydet deres bedste både på og udenfor banen. Det kræver enorme ressourcer at skabe et projekt som dét, vi er lykkedes med de seneste to sæsoner. Men trods benhårdt arbejde over vinteren føler jeg ikke, at det er lykkedes at skabe det fornødne grundlag til både at præstere på højeste niveau og samtidigt have ro og fokus i teamet, forklarer Jan Magnussen i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Beslutningen ærgrer TCR Denmarks direktør Martin Jensen, som dog ytrer fuld forståelse for omstændighederne.
- Det er med to års corona-restriktioner ikke været nemt at drive et racerteam og at skaffe den store økonomiske opbakning, som skal til for at få det hele til at klappe, og det har vi forsøgt at være behjælpelige med hele vejen. Rent sportsligt havde det selvfølgelig været bedst at have Jan Magnussen med på gridden, men vi i TCR Denmark vil gøre vores bedste for at få Jan tilbage i 2023, forklarer Martin Jensen.
TCR Denmark står klar med et stærkt felt med 17-19 biler foruden gæstekørere.
Og feltet bliver også med nye bilmærker på gridden, når blandt andre Meteor Racing stiller med Audis nye RS3 til maj på Padborg Park, ligesom nye teams som GMB Motorsport og Green Development er klar med biler fra Honda og Cupra.
Teamet fortsætter med to Cupra-racere med Kenn Bach og Lars Højris i jagten på mesterskabet i Trofeo-klassen. Teamchef Lars Mogensen ser nu fremad mod en anden sæsonpremiere end først planlagt.
- Det er selvfølgelig et ærgerligt udfald af de mange forberedelser vi har gjort os til denne sæson, men jeg er trods det glad for, at vi afbryder vores samarbejde i fuld enighed og med respekt for hinanden. Det har været fantastisk at have Jan med på holdet, men nu må vi se fremad og sætte fuldt fokus på vores sidste forberedelser frem mod sæsonpremieren, afrunder Lars Mogensen.