I forbindelse med New Driver Test på FDM Jyllandsringen var den nykårede Super GT-mester, Frederik Nymark, forbi for at testkøre den Hyundai i30N TCR, som Anton Bergström afsluttede sæsonen i. Det var en øjenåbner for den midtjyske mester:
- Jeg var faktisk ret skeptisk, for det er 10 år siden, jeg sidst har kørt i en forhjulstrækker, men der gik ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme i bilen, fortæller Frederik Nymark, som i løbet af relativt kort tid fik en god fornemmelse af bilen:
- Den kører godt - altså, man kan godt mærke at de her biler er fabriksbyggede. Den var let at styre og meget stabil i bagenden, så det handlede mest om at jeg skulle omstille min kørestil til en mindre aggresiv slags. Men det var en super oplevelse og en fed udfordring efter så lang tid i baghjulstrukne racerbiler, siger han.
Med et nyvundent mesterskab i rygsækken er der bud efter den 29-årige racerkører. Efter testkørslen på FDM Jyllandsringen er TCR Denmark nu kommet på listen over potentielle løbsserier til 2025-sæsonen:
- Jeg er lidt overrasket over hvor stor, interessen for mig har været, og der er kommet flere spændende tilbud. Jeg er glad for muligheden for at prøve TCR-bilen, og det har givet endnu mere at tænke over, siger Frederik Nymark.