fbpx En ny start venter for touringcar-veteranen

Nyheder

En ny start venter for touringcar-veteranen
26
April
2022

En ny start venter for touringcar-veteranen

Lige siden TCR Denmarks premiere i 2020 har Madbull Racing og Kim Lund Johansen været en del af kampen i Trofeo-klassen, og til denne sæson er teamet fra Voel ved Silkeborg tilbage i en ny og stærkere opstilling. 

Ny bil, ny hovedsponsor og en ny indgangsvinkel er det, som skal gøre forskellen for det nye Madbull Racing, som har skiftet fra Seat Leon Cupra til en noget nyere Honda Civic Type R FK7 Type R - og teamet har med sit nye hovedsponsorat taget navneforandring til Kloster-Hede Madbull Racing.

- Der har kun været godt at sige om alle de ændringer, vi har gjort til i år. Det er virkelig rart at stå med en bil, der fungerer og hvor vi kan fokusere på at optimere i stedet for at reparere, konstaterer Kim Lund Johansen og fortsætter:

- Nu har vi haft to gode testdage uden problemer, og har fundet nogle gode løsninger allerede nu. Det er klart, at det ikke er bare lige sådan at skifte bilmærke på det her niveau, men jeg føler vi er godt undervejs, og vi får en fed opbakning fra JAS, som har udviklet de her Honda-racere og kommer med et kæmpe kendskab, som vi helt sikkert nyder godt af.

At 2022 forhåbentligt bliver et farvel til tekniske problemer og udfald er især noget, som teamet håber bliver en realitet. Ét af de mere grelle problemer i fjor var til Classic Race i Aarhus, som imidlertid endte med smil og en tur på podiet i Trofeo for Kim Lund Johansen.

- Alle problemerne var dyre og kostede meget fokus fra vores egentlige opgave, som jo var at lave en hurtig racerbil. Classic Race Aarhus var et vildt eksempel, for jeg holdt på gridden og så gik bilen i nødprogram, da det første røde lys tændte… Jeg fik startet det hele op forfra og kom i gang til starten, men sådan noget vil man altså helst være foruden, husker han. 


Kim Lund Johansen er klar til at jage mere metal i denne sæson - med ny bil og et friskt setup er Madbull Racing klar til 2022.

Også udenfor banen er det et toptunet Madbull Racing, som i kraft af den nye hovedsponsor, Kloster-Hede er klar til sæsonstarten. Bag Kloster-Hede står et velkendt ansigt fra de danske baner, nemlig Michael Klostermann. Og mellem Kim Lund og Michael Klostermann blev en snak derhjemme hurtigt til et egentligt samarbejde.

- Michael Klostermann er flyttet til Jylland og bor ret tæt på os, så vi kom naturligvis til at snakke om ræs en dag - og så gik der ikke langt fra tanke til handling, fortæller Kim Lund og tilføjer:

- Kloster-Hede er en super spændende virksomhed, der producerer økologisk hybridmad. Det er en blanding af kød og grøntsager, så alle produkter er minimum 50 procent grønt. Så man kan med et glimt i øjet sige, at vi kører hybrid hvad angår maden til alle vores gæster i teamet, for det er minimum halvt grønt. Også når vi steger bøffer, slår Kim Lund Johansen fast. 

Der bliver igen i år rig mulighed for at følge Danmarks førende motorsportsserie bag skærmen såvel som på lægterne. TCR Denmark sender i år alle løb via YouTube på seriens nye YouTube-kanal.

Se kanalen her - husk at abonnere på den!


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614