Nyheder

TCR Denmarks Trofeo er klar til ny mesterskabsduel
30
April
2021

TCR Denmarks Trofeo er klar til ny mesterskabsduel

I TCR Denmarks Trofeo-kategori er der atter i år lagt op til en meget tæt kamp om guldet - og alt er lagt op til, at vi kan få en gentagelse af scenariet fra 2020, hvor tre kørere reelt havde chancen for at tage titlen helt til sidst.

Men alt er ikke en gentagelse. Trofeo har i år fået en stribe nye navne og biler, men i første ombæring var det til de officielle testdage de tre frontrunnere fra 2020, som markerede sig på stopuret. Hurtigst var ved den lejlighed Kenn Bach, men nordjyden erkender også, at fart ikke er den eneste faktor, hvis det hele skal klappe i år.

- Jeg skal ud at se, om jeg har lidt mere held med mig i den her sæson, for det var bestemt noget, jeg manglede sidste år, forklarer han og giver sit bud på, hvor kampen skal stå i år:

- Jeg forventer at René Povlsen og Michael Carlsen nok skal komme og blande sig. Det kunne have været hvem som helst af os, der tog titlen sidste år, så alt er bestemt åbent. Jeg tænker også at Allan Kristensen nok skal få fart i bilen til at blande sig i kampen, siger Kenn Bach.

Nye navne på gridden

Helt nye navne og biler er til gengæld også klar til kamp i Trofeo i år. Med Lars Højris er Opel kommet med på gridden i TCR Denmark, og derudover er Honda repræsenteret med endnu to biler i form af de Honda Civic Type R FK2, som Carsten Lorenzen og Steffen Larsen er kommet ind i mesterskabet med. 


Lars Højris har med sin Opel Astra tilføjet et nyt bilmærke til startgridden i TCR Denmark.


En anden ny bil på gridden i år er den Honda Civic Type R FK2, som Carsten Lorenzen stiller til start med i eget team.

En anden, som fortsætter i serien, men for nyt team, er Johnny Vejlebo. Peugeot-køreren har over vinteren skiftet fra Insight Racing til Brian Madsen Sport, og er ligeledes klar med nye farver på bilen. Vejlebo gjorde et flot comeback i 2020 og viste ved flere lejligheder flotte takter i klassen.

Forsvarende mestre i nye farver

Hos de forsvarende mestre, Meteor Racing, er der i år nye farver på de to Volkswagen Golf GTI VII TCR, som har fået en ny, orange kulør. Men ét er farver - noget andet er, at teamet igen i år går efter at blande sig i topstriden, forklarer den forsvarende mester René Povlsen.

- Vi regner bestemt med at vi kan være med i kampen om det. Vi har til i år styrket teamet med fire mand ekstra, så vi regner med, at der er basis for at kunne gøre en god figur. Vi kender bilerne godt efter nu at have kørt en sæson i dem, og det tror jeg kan give os lidt ekstra, siger han.

Selve testen på FDM Jyllandsringen kastede dog sine udfordringer af sig, forklarer holdkammeraten Allan Kristensen:

- Vi har kæmpet lidt med setuppet, men vi skal nok nå at få det til at lykkes. Det er målet at kæmpe med i toppen af Trofeo igen i år, og jeg er ikke i tvivl om, at vi har nogle fine forudsætninger for at kunne det, forklarer han.

Historien bag den nye, orange/blå bemaling hos Meteor Racing er i øvrigt simpel - det er en videreførsel af farverne fra logoerne på de to virksomheder, der står bag Meteor Racing - nemlig Meteors logo som er en orange flamme samt Airconnection, der altid har haft blå som sin farve.

Men hvem der i virkeligheden står stærkest må vi endnu vente et par uger på at finde ud af - der er sæsonpremiere på Ring Djursland den 5-6. juni!


Michael Carlsen leverede et stærkt comeback til touringcars med sin indsats i TCR Denmark i 2020, og er klar til mere i år.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com