Nyheder

TCR Denmark vil finde fremtidens talenter
30
September
2020

TCR Denmark vil finde fremtidens talenter

TCR Denmarks første sæson er i fuld gang - men nok så vigtigt er det, at fremtidens talenter også finder vej ind i Danmarks førende motorsportsklasse. 

Det får talenterne netop muligheden for i oktober måned, for umiddelbart efter årets finaleløb på FDM Jyllandsringen den 24. oktober, er fire teams fra TCR Denmark værter for en young driver test.

Formålet er at give fremadstormende danske talenter chancen i en TCR-racer - en chance, som de får af LM Racing, Massive Motorsport, Insight Racing og Madbull Racing. Alle fire teams kører med forskellige biler, og således får talenterne chancen bag rattet af de hotteste TCR-racere fra Volkswagen, Honda, Alfa Romeo og Cupra.

Testen finder sted på FDM Jyllandsringen onsdag den 28. oktober, hvor man vil kunne tilmelde sig til en test hos det bilmærke og team, man måtte ønske. 

TCR Denmarks promotor Martin Jensen glæder sig over muligheden for at få nye kræfter ud at prøve serien:

- At få talenterne frem er en god grundsten i hele det fundament, som TCR hviler på. Det er, at klassen også skal tjene som en inspiration til den talentmasse, vi har i dansk motorsport - og selvfølgelig skal de have chancen for at prøve bilerne af. 

Ideen om en testdag for talenter står LM Racings Lars Mogensen bag - og det er et tiltag, som passer godt ind i Silkeborg-teamets fremtidige visioner for og med TCR:

- Vi lavede jo noget lidt lignende i 2018 i DTC, og det var en stor succes dengang. Så jeg bød ind med ideen. Sagen er jo, at det er her lige efter sæsonen, at mange skal ud at finde ud af, hvad de skal køre næste år, og der synes jeg, det vil være en stor hjælp, hvis de kan gå ud og prøve bilerne først og så tage beslutningen på et oplyst grundlag. Derfor gør vi det her, slår Lars Mogensen fast. 

Vil finde udviklingskørere

Fælles for alle fire teams er, at testen gerne skal være med til at finde nye udviklingskørere. Således har Massive Motorsport og Madbull Racing begge linet op til, at der i 2021 er pladser til udviklingskørere. 

Hos Madbull Racing er planen at indsætte to biler - og den ene håber teamejer Kim Lund Johansen at afsætte til et nyt talent:
- Jeg håber, at vi kan få skabt muligheden for en ekstra bil i teamet, og vi vil rigtig gerne finde en ung kører, som kan være med til at bygge videre på vores erfaringer med netop forhjulstrukne biler. 

Hos Massive Motorsport er der oven i købet linet et helt program op. Teamet fra Tilst ved Aarhus satser på mere simulatortræning, fysisk træning og samarbejde med ingeniører. Og som planerne for 2021 er lige nu, så vil Massive Motorsport indsætte fire biler, forklarer Massive Motorsports Mads Melin:

- Vi kommer med Kasper H. Jensens Honda til testen. Vi er med for at bakke op om serien - og for at se, om vi kan få flere kørere ind. Vi påtænker at stille med fire biler i 2021, og her er der også plads til udviklingskørere - ligesom vi har et nyt program på vej netop til udviklingskørere, forklarer han. 

Tilmelding og pris aftales indbyrdes mellem team og interesserede kørere. Testen foregår den 28. oktober klokken 13-16.00 på FDM Jyllandsringen.

Kontaktoplysninger:
Lars Mogensen, LM Racing: lars@lmopretning.dk
Martin Jensen, Insight Racing: Info@insightracing.dk 
Kim Lund Johansen, Madbull Racing: kimljohansen@gmail.com 
Mads Melin, Massive Motorsport: mads@massivemotorsport.com


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com