Den regerende mester sikrede på overbevisende manér pole position til søndagens første heat med ni tiendedele sekund ned til teamkammeraten Gustav Birch fra GMB Motorsport.
Østjyden var allerede i den indledende tidtagning hurtigste kører på banen. Her var TPR Motorsport's Mike Halder næstbedst foran Jan Magnussen. I den anden tidtagning satte Kasper H. Jensen dog trumf på, da han med bedste omgangstid på 1.09,344 satte konkurrenterne godt og grundigt til vægs.
Flere af sæsonens debutanter kvalificerede sig til anden tidtagning, heriblandt Kevin Brandsborg i Honda Civic Type-R, som dog blev henvist til tiende startplacering, mens Marius Solberg Hansen starter fra niendepladsen i sin Audi RS 3 LMS.
Feltets kvindelige indslag præsterede ikke bare at køre sig til at være blandt de ti bedste i den første tidtagning. Lillesøsteren til Mike Halder kæmpede videre i anden tidtagning, hvor hun sikrede sig ottende startplacering til søndagens første heat - storebror Mike starter på femtepladsen bag Nicolai Sylvest.
Johnny Vejlebo kæmpede med bremserne på sin Alfa Romeo Giulietta i tidtagningen efter et bremsesvigt i den anden frie træning, og må tage til takke med at starte bagerst i feltet. Silas Rytter har fra den anden side af Insight Racing-teamet brugt lørdagen til at lære sin Hyundai I30N TCR at kende og starter således fra 13. pladsen, når starten går til årets første TCR-heat søndag klokken 11.50.
Mens Nicolai Sylvest måtte nøjes med fjerdehurtigste omgangstid kan hans teamkammerat i Green Development-teamet glæde sig over at være hurtigste Trofeo-kører. Med 11. bedste tid generelt starter han lige foran Philip Lindberg og Kim König når starten går.
Se TCR Denmark LIVE på DR søndag
Du kan se med fra sofaen, sandkassen og strandstolen når TCR Denmark kører årets tre første heat søndag. Kom med helt tæt på, når Danmarks 21 bedste chauffører kæmper side om side på FDM Jyllandsringen.
Sendeplan Søndag:
11.45: Race 1 (Sendes på
drtv.dk eller DRTV appen)
14:20: Race 2 + 3 (Sendes på DR1 samt på drtv.dk eller DRTV appen)