Nyheder

God premiere på Young Driver Test
29
Oktober
2020

God premiere på Young Driver Test

Sæsonen er slut, og derfor er det tid til, at fremtidens kørere i TCR Denmark kan få en forsmag på mulighederne i serien. 

Det er blevet til en Young Driver Test - et samarbejde mellem LM Racing, Massive Motorsport og Insight Racing. Og var det ikke for nye corona-restriktioner, så skulle alle tre have testet sammen på Jyllandsringen onsdag. 

Nu bliver testen i stedet kørt i tre dele - LM Racing kørte onsdag i denne uge på Jyllandsringen, mens Massive Motorsport og Insight Racing hver især liner op i næste uge. 

 

Godt udgangspunkt

Første testdag var en stor succes for LM Racing, og holdejer Lars Mogensen glæder sig over den gode start fra de seks kørere, som var med på Jyllandsringen. Nu håber han, at testen kan blive vejen til mere for det silkeborgensiske team.

- Vi havde en supergod test. Vejret holdt ikke tørt hele vejen, men alle fik kørt, og de gjorde det super godt. Jeg er virkelig imponeret over, hvor hurtigt de fandt sig tilrette i raceren, og hvor hurtige de var til at få bygget på, forklarer Lars Mogensen.

Begge teamets Volkswagen Golf GTI TCR-racere var i aktion - med Jan Magnussen og Nicolai Sylvest på sidelinjen med gode tips fik Kevin Brandsborg, Magnus Taulborg, Emma Weinreich, Lasse Andreasen, Lasse Sørensen og norske Magnus Gustavsen alle prøvet kræfter med Jyllandsringen i en TCR-racer. Magnus Gustavsen har i øvrigt kørt TCR i år i den svenske STCC.

 

Lars Mogensen og LM Racing afviser derfor ikke muligheden for, at der kan komme et juniorteam på banen i 2021. 

- Det var virkelig en god test, og nu står vi i hvert fald med seks kørere, som virkelig vil det her. Jeg håber og tror, at vi kan få et juniorteam med to biler på plads til næste år - det er i hvert fald det, vi går efter. Vi skal have endnu flere ud at køre TCR i 2021 - det håber jeg, at vi kan hjælpe med, afrunder Lars Mogensen. 

I alt 14 forskellige kørere er meldt til de to resterende tests i næste uge med Massive Motorsport og Insight Racing. 


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com